24 timer til tilmelding til 2. afdeling lukker!

Så er der 24 timer til vi lukker tilmeldingen til 2. afdeling af Club La Santa MTB KIds Cuppen.

Husk vi kører denne afdeling i militærskoven v. Varde, og det er første gang cuppen afvikles her.

Sporet er klart, vejret skal nok komme med os – Så forhåbentligt ses vi på søndag i skoven.

Tilmeldingen foretages via dette link: Tilmelding 2. afdeling

Praktiske informationer til 2. afdeling

Så er de praktiske informationer til 2. afdeling af Club La Santa MTB Kids Cup opdateret,

Vi kører denne gang som noget helt nyt i MIlitærskoven v. Varde.

Militærskoven er gennem de sidste år blevet meget udbygget og byder således på en del nye sektioner, hvor vi har udvalgt et rigtigt “legeområde” til 2. afdeling, hvor selv de helt mindste kan opleve at få luft under hjulene og fart over feltet, men også blive udfordret på en lille stigning.

Du finder de praktiske informationer her: Praktisk vedr. 2. afdeling

Husk det er stadig muligt at tilmelde sig til de enkelte afdelinger og Militærskoven er nok det perfekte sted at prøve et køre lidt løb første gang.

Tilmelding til 2. afdeling findes her: Tilmelding 2. afdeling

Vi ses d. 24. juni i Varde!

 

Første afdeling er veloverstået!

Så kom vi i gang med dette års Club La Santa MTB KIds Cup.

ca. 45 glade unger var meldt til og vi tror også de fleste af dem var glade, da de tog hjem igen.

Vi havde desværre et par styrt undervejs, både under opvarmning og i løbet af de forskellige løb. Så vidt vi ved, så slap alle med lidt knubs og ømhed, selvom et par af styrtene så lidt voldsomme ud.

Puklerne, der voldte enkelte lidt udfordringer kan forceres på forskellige måde, som nr. 1 & 2 i U12 Drenge her viser (Det er den senere vinder, som kører, mens nr. 2. flyver) IMG_6837

Resultatet af dagens løb kan i finde her: Resultat 1. afdeling

Husk vi kører næste afdeling d. 24 juni i Militærskoven i Varde og det er forsat muligt at tilmelde sig til de næste afdelinger individuelt – Og vi vil gene have flere ryttere i sporet, så kom ud og prik til venner og legekammerater og vær med til at også gøre 2- afdeling til en succes.

Vi skal nok sørge for vejret og et sjovt spor til børnene!

Nedenfor lidt billeder fra dagens afdeling:

 

Så er vi i de sidste sekunder inden tilmeldingen til den samlede cup lukker!

Det er vist ved at være normen, at vi som arrangører af cykelløb sidder til det sidste og bliver lidt nervøse for, om der kommer deltagere nok til vores løb – Heldigvis har vi igen set en god tilgang lige her i de sidste timer inden tilmeldingen lukker.

Status lige nu er, at vi glæder os til at tage imod ca. 45 børn på mandag d. 21. maj i Grusgraven ved Varde – Og jf. DMI, så bliver det i super vejr.

 

Sidste chance for tilmelding!

Så nærmer vi os hastigt deadline for tilmelding til både den samlede Club La Santa MTB Kids Cup og til første afdeling.

DMI melder om 22 grader og let solskin hen i Varde hen over hele Pinsen. Så turen til stranden eller oprydning i haven kan nås lørdag og søndag, således 2. Pinsedag kan bruges i Grusgraven i Varde med en gang hyggeligt race for børnene.

Vi lukker tilmeldingen i aften kl. 22.00 og husk, at tilmelder du dig hele cuppen, så får du en afdeling “gratis”.

Vi glæder os til at se jer!

 

14 dage til start og stadige ledige pladser

 

Så er der præcis 14 dage til vi kører 1. afdeling af Club La Santa Mountainbike Kids cup.

De praktiske informationer er netop blevet opdateret her på hjemmesiden og du kan læse det hele her: Praktiske informationer til 1. afdeling

Vi gentager i store træk opsætningen fra 2017 udgaven og håber på vejret holder og vi får en ligeså hyggelig dag som sidst.

Hvis du endnu ikke har fået tilmeldt dine børn (eller dig selv), så husk at gøre det snarest, så vi kan planlægge på antal deltagere og sørge for både godteposer, saftevand og kager til alle.

Tilmelding foretages her

Husk, at tilmelding på dagen ikke er muligt!

Club La Santa Mountainbike Kids Cup 2018 – Nedtællingen er i gang!

Efter endelig at have set lidt af foråret her henover Påsken, så er det tid til at få sat gang i dette års Club La Santa Mountainbike Kids Cup.

Vi starter 2. Pinsedag (d. 21. maj) i Grusgraven, hvilket er præcis om 7 uger i dag.

Konceptet vil være som i kender det – Det skal være sjovt for alle, men vi skal også give børnene en oplevelse af konkurrence og rigtig race på sporet.

De 3 afdelinger af dette års cup bliver gennemført på følgende datoer:

  • 21. maj i Grusgraven ved Varde
  • 24. juni i Militærskoven ved Varde
  • 2. september i Arnbjerg Parken i Varde.

Generelt om afviklingen af løbet kan findes under Proportioner og informationer om de enkelte afdelinger vil fremgå under de enkelte afdelinger ca. 1 uge før de afvikles.

Så sæt kryds i kalenderen, meld børnene til og begynd nedtællingen – Vi glæder os til at se jer i Varde!

 

Update 3. april: Tilmeldingen kører nu!

INFO d. 2. april 2018 : Vi har lige lidt udfordringer med tilmeldingen og de enkelte årgange – det bliver rettet snarest!

Tak for denne gang – Vi ses til næste år!

Så fik vi afviklet sidste afdeling og samtidigt finalen af CLub La Santa Mountainbike Kids Cup 2017!

Endnu engang lykkedes det at slå vore deltager rekord, da ikke mindre end 71 børn var meldt til 3. afdeling – Hvilken fornøjelse at se denne opbakning til vores (lokale) cup.

Igen kunne vi byde velkommen til folk fra nær og fjern – Sønderborg, Skjern, Haderslev, Herning og selvfølgelig fra alle de lokale klubber i området.

Sidste afdeling bød på lidt af hvert i Arnbjerg, der var både solskin og regn, der var fast asfalt og løst grus – Vi kørte endda også lidt på scenen! Underlaget snød et par af vores deltagere, og vi måtte have plasteret frem et par gange, men vi slap vist for større skader end lidt hudafskrabninger.

Hvor er det en fornøjelse at stå ved starten og kigge på alle disse glade børn, og når man spørger dem, hvad det vigtigste er, så svarer de alle i kor “At passe på hinanden!”

Løbet blev afviklet i god stemning og der var flere tætte dyster i de forskellige klasser. Hvis vi skal fremhæve en enkelt rytter, så må det være Camilla Rahbek fra Varde, som vist i alle afdelinger har kørt hurtigst af alle ryttere og som igen i dag viste sin stærke form.

En af de mere tætte dyster så vi i U14 drenge klassen, hvor nummer 1 og 2 (samt Lukas fra U12D) fulgtes ad hele løbet, lige indtil sidste omgang, hvor Emil Folke Guanio lykkedes med at slå et lille hul til Kristoffer fra Vejle – Kristoffer gav dog ikke op, og det endte med et spurtopgør, hvor der næste skulle målfoto til for at afgøre det til Emils fordel.

Her er en lille video af drenge på en af de sidste omgange: IMG_6158

Som de fleste nok lagde mærke til, så sluttede dagen med lidt dryp fra oven, så under præmieoverrækkelsen, var der nogle der gerne ville juble, og så var der enkelte (Malthe Gemmer Kristensen), som havde lidt vel travlt med at komme i tørvejr igen.

 

Resultaterne kan for både sidste afdeling og det samlede cup resultat kan i se her:

Resultater 3. afdeling

Resultat for cuppen  (Vi har ikke fået rettet “dobbeltregistreringerne endnu, så alle placeringer er ikke helt korrekte)

 

Til slut er der kun at sige en stor tak til alle vores sponsorer, hjælpere, klappere og ikke mindst alle deltagere, som gør det til en fornøjelse at lave arrangementet.

Og husk, alle pokaler skal naturligvis indvies, når man nu har vundet dem !

 

Farvel og tak for denne gang – Og forhåbentligt på gensyn til næste år.

På vegne af Varde Cykelklub

Rene Laumand NIelsen, Allan Laumand NIelsen og Niels-Aage Ladekjær-MIkkelsen

 

 

Sidste afdeling står for døren – Og vi er klar!

Så er der under 1 uge til, sidste afdeling af Club La Santa Kids Mountainbike Cup køres i Arnbjerg Parken i Varde.

Ruten er næsten fastlagt, dog har Varde Vej & Park fortalt os, at der var behov for at så  lidt græs efter Open Air, så måske kommer der lidt ændringer på dagen til nedenstående.

Husk, at hvis du ikke er cup tilmeldt, så lukker vi for tilmelding til sidste afdeling på torsdag kl. 22.00.

I skrivende stund er der 50 tilmeldte til sidste afdeling, men mon ikke vi kan komme op i nærheden af rekorden fra 2. afdeling, hvis vi prikker til dem, vi kender.

Tilmelding til 3. og sidste afdeling finder du her

Der har været et par forespørgsler vedr. cup resultatet, så derfor kort lige en forklaring af formatet:

  • Det kræver deltagelse i alle 3 afdelinger, for at være en del af cuppen.
  • Hvis man ikke er “cup-tilmeldt”, men har meldt sig til de 3 afdelinger enkeltvis, så kan det ske, at man står “dobbelt” på cup resultatlisten. Det retter vi manuelt efter sidste afdeling, så det skal I ikke være nervøse for.
  • Ved pointlighed, så er det resultatet i sidste afdeling, som afgør placeringen i cuppen.

Husk: Der er en del vejarbejde i Varde midtby, så kør i god tid, hvis du ikke er lokalkendt. De forskellige parkeringsmuligheder er beskrevet under de praktiske informationer for 3. afdeling.

Vi glæder os til at byde jer velkommen i Arnbjerg d. 3. september, hvor første start går kl. 14.00.

66 deltagere til 2. afdeling af Club La Santa Kids Mountainbike Cup

Herning, Vejle, Sønderborg, Kalø, Varde, Bramming, Kolding og Strellev!

Vi kunne i dag byde velkommen til 66 glade og senere trætte børn fra næsten hele Jylland til 2. afdeling af Club La Santa Kids Mountainbike Cup i Bramming. Vi er overbevist om, at det er rekord både for antal deltagere og for den geografiske udbredelse.

Vejret viste sig fra sin bedste side, selvom vi under formiddagens skybrud var lige ved at beslutte os for at køre løbet på asfalten ved start og målområdet. Heldigvis klarede det op og ruten blev fin og tør, før vi skulle i gang. Alle kom godt rundt og vi undgik alvorlige uheld, selvom der var et par mindre styrt ude på ruten. For de mindste var der et par bakker, som voldte lidt problemer, men helt i cuppens ånd, så fik de lige et kort skub, og så var de videre.

Resultaterne er klar og kan findes her: Resultater fra 2. afdeling

Under oprydningen har vi fundet et stk sort cykelhandske fra Mavic, så hvis der er nogle der mangler den, så kontakt Niels-Aage på 20323537, så finder vi en løsning til at få den hjem til rette hjem igen.

Inden i kigger på billederne nedenfor, så er vi nødt til at komme med en venlig men bestemt henstilling. Vi havde desværre i dag et par uheldige episoder, hvor forældre med cykler kom til at fylde lidt for meget på ruten og selv om det var med de bedste intentioner om at hjælpe, så generede det desværre lidt for meget.

Vi vil derfor fremadrettet i denne løbsserie gerne undgå, at forældre cykler med de mindste rundt, men derimod tager løbeskoene på og løber med rundt, hvis der er behov for et skub i ny og næ. Det er alligevel også nemmere lige at give et skub og samtidigt undgå at fylde hele sporet, hvis man ikke skal styre sin egen cykel samtidigt.

Hvis du ikke er tilmeldt hele cuppen, så tilmeldingen til sidste afdeling allerede er åben, og vi glæder os til at byde jer velkommen i skønne omgivelser i centrum af Varde i Arnbjerg Parken til september.

God Sommer til vi ses igen!

U8 Piger og Drenge

U10 Piger og Drenge

U12 Piger og Drenge

U14 Piger og Drenge