Vi nåede vist op på 58 deltagere og vi havde nogle til start i alle klasser – Men vi vil selvfølgelig gerne se lidt flere i specielt pigeklasserne.
Ruten bød denne gang på både flyvehop, små stejle nedkørsler og en laaaang bakke – Igen stor ros til alle deltagerne for både at køre med de rigtige chips, men ikke mindst for at vise hensyn til hinanden ude på sporet!
Vi var også så heldige at have et par deltagere, som kørte for første gang – Men vi er ret sikre på, at de havde det sjovt!
Nedenfor de forskellige vindere og podieplaceringer!
Samtidigt er Cup resultatet opdateret, så i kan se den samlede stilling: Samlet stilling
Husk, at man skal have stillet til start i alle afdelinger for at få en placering i cuppen!
Så fik vi kørt første runde af Club La Santa MTB KIds Cup i 2019. Vi havde lige over 50 børn på sporet og de var kommet fra nær og fjern, så vi er glade for at konceptet stadig holder.
Det kunne dog være rart med lidt flere i specielt de små klasser, hvor vi i år desværre er lidt tyndt besat i U8 og slet ikke har nogen deltagere i U10 Piger – Så hiv fat i venner og bekendte (og ikke mindste deres børn), så laver vi gerne 70 godteposer til næste runde i militærskoven!
Jeg er blevet bedt om at overbringe en stor ros/tak fra vores tidtagerteam for, at i alle har kørt med de rigtige chips i skoene – Det er vist første gang (i både voksen og børneløb), der ikke har været behov for at rette i resultatet efterfølgende….Det kunne vi andre vist også lære lidt af til vores voksenløb!
Dagen forløb heldigvis uden de store uheld, selvom der var et par småstyrt undervejs og en enkelt ung mand, som desværre væltede direkte ind i hel klynge af brændenælder. I alle tilfælde var det vist mest stoltheden, som led et knæk og de fleste havde da også overskud til både smil og kage senere!
Resultaterne er opdateret og kan findes her: Resultat 1. afdeling , mens cup resultatet først opdateres efter 2. afdeling. Husk, at vi kører uden fratrækker og, at man kun deltager i cuppen, hvis man stiller op i alle 3 afdelinger.
Husk vi kører allerede om små 14 dage, d. 22 juni i Militærskoven i Varde – De praktiske informationer om parkering osv bliver opdateret i ugen op til løbet.
Tak for i dag!
Nedenfor lidt billeder fra dagen og de forskellige podier.
Så er de praktiske informationer til første afdeling af Club La Santa MTB Cup blevet opdateret, hvilket samtidigt betyder, at vi nærmer os fristen for sidste tilmelding til cuppen.
DMI melder om let skyet og 20 grader, så der er ingen undskyldning for ikke at tilbringe et par timer i skoven med børnene.
Vi har stillet urene frem til sommertid, temperaturen er så småt begyndt at tillade “korte ben” og sporene er helt i top – Det betyder også, at vi er klar til endnu en sæson af Club La Santa MTB Kids Cup.
Konceptet er det samme som de forrige år – Sjov for alle og konkurrence for de seriøse!
Vi kører igen 3 afdelinger, hvor vi starter i Grusgraven d. 10. juni, tager Militærskoven d. 22. juni og slutter af i Arnbjerg 25. august.
Proportioner, tidsplan og andre praktiske detaljer kan i se under de enkelte sider og tilmelding foregår som vanligt for Varde Cykel Klubs løb via Sportstiming.
Vi i arrangørgruppen glæder os til nogle gode dage i skoven sammen med en masse børn og unge – Og er man ny i sporten, så tag endelig fat i os for at afklare evt. spørgsmål.
Club La Santa MTB Kids Cup er (og skal være) det perfekte sted for nye ryttere at prøve at køre løb i trygge rammer, mens der stadig er plads til race og konkurrence for de lidt mere rutinerede.
Vi glæder os til at byde jer velkommen!
Med venlig hilsen
Allan Laumand, Rene Laumand & Niels-Aage Ladekjær-Mikkelsen
Så fik vi kørt sidste løb i år i Club La Santa MTB Kids Cup – Og med 70 tilmeldte var vi på højde med rekorden fra sidste år, hvor vi havde 71 til sidste løb.
Arnbjerg kan åbenbart bare noget, når det drejer sig om at samle folk!
Denne gang blev vi heldigvis også forskånet for større uheld under løbet, men desværre var der en af deltagerne, som styrtede under lidt trappekørsel inden, inden vi kom rigtigt i gang.. Den unge mand skal opereres senere i dag for en brækket arm, så vi ønsker god bedring og håber, at se ham igen frisk til næste år.
Ellers forløb dagen som planlagt og vi slap i år heldigvis for regn, som vi jo sidste år fik en del af under præmieoverrækkelsen.
Resultaterne er klar og kan findes under fanebladet “Resultater”.
Så er de praktiske informationer til 3. afdeling rettet til.
Vi kører jo igen i år finalen i Arnbjerg Parken – Og findes der et bedre sted til både at fejre årets vindere eller måske byde nogle nye ryttere velkommen?
Så fik vi kørt vores første Club La Santa MTB Kids Cup i Militæskoven.
Ruten bød på flyvehop, tekniske sving, stenkørsel og nok cuppens længste bakke – Vi synes, Militærskoven er et godt nyt islæt til cuppen og er sikre på, at vi vender tilbage hertil en anden gang.
Vi havde desværre lidt udfordringer med numrene, men med lidt telefonopkald, ekstra “nummerplader” og en sprittusch, så blev det også løst.
Muleposer til børnene fik vi også, og denne gang endda med hjælp udefra – Tak for det!
Vi siger tak for i dag og glæder os til sidste afdeling, som vi jo kører efter sommerferien i Arnbjerg Parken i Varde – Husk, det er stadig muligt at tilmelde sig til sidste afdeling, hvis der skulle være søskende eller venner, som gerne vil med prøve kræfter med lidt MTB-race.
Så er de praktiske informationer til 2. afdeling af Club La Santa MTB Kids Cup opdateret,
Vi kører denne gang som noget helt nyt i MIlitærskoven v. Varde.
Militærskoven er gennem de sidste år blevet meget udbygget og byder således på en del nye sektioner, hvor vi har udvalgt et rigtigt “legeområde” til 2. afdeling, hvor selv de helt mindste kan opleve at få luft under hjulene og fart over feltet, men også blive udfordret på en lille stigning.
Så kom vi i gang med dette års Club La Santa MTB KIds Cup.
ca. 45 glade unger var meldt til og vi tror også de fleste af dem var glade, da de tog hjem igen.
Vi havde desværre et par styrt undervejs, både under opvarmning og i løbet af de forskellige løb. Så vidt vi ved, så slap alle med lidt knubs og ømhed, selvom et par af styrtene så lidt voldsomme ud.
Puklerne, der voldte enkelte lidt udfordringer kan forceres på forskellige måde, som nr. 1 & 2 i U12 Drenge her viser (Det er den senere vinder, som kører, mens nr. 2. flyver) IMG_6837
Husk vi kører næste afdeling d. 24 juni i Militærskoven i Varde og det er forsat muligt at tilmelde sig til de næste afdelinger individuelt – Og vi vil gene have flere ryttere i sporet, så kom ud og prik til venner og legekammerater og vær med til at også gøre 2- afdeling til en succes.
Vi skal nok sørge for vejret og et sjovt spor til børnene!